Breakdown og 3000 km´s omvej.
Vi er ankommet til Dar Es Salam og ånder lettet ud i Pernille´s hus efter et sindsoprivende sammenbrud på herrens mark og derefter en omvej på 3000 km.
På vej nordpå fra Ilha de Mozambique mod Pemba, den sidste større by i det nordlige Mozambique, begyndte bilen pludselig at ryste gevaldigt, første tanke var at vi havde fået vores førte punktering. Holdt og ud og tjekke, intet at se. Vi prøver igen, gong, rasle. Denne gang opdager vi at kardan akslen skraber hen ad jorden. Gode råd er dyre.
Malin forsöger at diagnosticere, mens mads pröver at fange en satellit.
Efter et par ryk og en del forgæves forsøg på at komme igennem til udlejningsfirmaet via satellit, ankommer fifteen og hans crew. De tilbyder at trække os, i mellem tiden kommer jeg igennem til firmaet og får afklaret at vi kan tage de sidste 150 km til Pemba i firhjulstræk. Hvilket vil sige at vi kan køre ved at bruge forhjulene. Mac Bailey, vores fourwheel instruktør i Zim havde ellers sagt at det ikke ville være så smart. Man smadrer differantialen (tror jeg den hedder). Vi gør os klar til at køre videre, det vil sige at to af fifteens drenge kravler under bilen og skruer resten af akslen af. Dette er dog efter at både Malin og jeg havde rodet rundt der nede, men jeg tror ikke at de hade den store tiltro til den hvide mands evner. Hvilket de i dette tilfælde er fuldstændigt korrekt, mine overarme er igen blevet bevist for små til at være rigtig mekanikker i afrika. Fifteen har i øvrigt arbejdet for ADPP eller UFF på dansk, så mens hans kammerater fikser bil står vi med armene overkors og snakker om AIDS programmet TCE og hvilke fælles bekendte vi har indenfor UFF. Ganske hyggeligt. Han følger fter os de næste 25 km for at tjekke at alt er ok.
Vi køber redningsholdet en gang øl og kører videre mod Pemba. I sidste øjeblik når vi frem til Toyota, hvor de ryster på hovedet og siger at en reservedel af den slags skal sendes op fra Maputo. Det kommer til at tage en uge og koste en formue og som en selvfølge når man er langt ude, så skal man jo skifte hele akslen, en to meter lang metal tingest under bilen. Vi kører slukørede ud til en campingplads for at finde ud af at det er lukket på grund af renovering. Heldigvis finder vi et sted hos et par redneks på den anden side af byen, hvor man kan komme i mudderbad, skyde bue, kaste med økse, sejle i kano og lave bål, en stor trøst for alle drenge i teamet. Men en uge er ikke lige hvad vi havde tænkt at bruge.
Vi skulle gerne nå til Dar mens bodil er der.
Heldigvis kender Rudy(ejeren og rednek) en god mekaniker som måske kan hjælpe. Jeg kører ind for at finde ham i en af byens sidegader den næste morgen. Ivan, den største helt i Pemba kigger på problemet i 30 sekunder og siger at han har hvad der skal bruges. I løbet af en halvtime har han skiftet en mindre del, svejset lidt og givet de andre led på akslen smørrelse, hvor efter at han deklarerer at bilen er så god som ny. Lektie lært, hold dig fra autoriserede værksteder i afrikas fjerneste afkroge.
Stine og Malin jubler da jeg ringer og giver besked, Karl og Alfred kunne sagtens have brugt en uge på at skyde til måls efter lidt af hvert. (måske også mig)
Da jeg når til bage til lejren har vi fået et par gode råd af normale mennesker som ikke har boet i afrika i ti år, ryger hash konstant og ikke tager livet så tungt som os andre. I er dumme hvis i kører op til floden og sætter bilen på to dhows med et par bjælker hen over midten. Der er højvande og stærk strøm. Det er fedt at være på eventyr, men at være totalt hjernedød er måske ikke nødvendigt. Fint, vi tager da bare den anden vej. 3000 km omvej, Juhu, og det første stykke tilbage til Mocuba længere syd på, ad den værste vej vi nogensinde har set. 3 dage til at vi skal møde bodil i Dar. Vi lader op, skyder med bue og tager mudder bad, for at tage af sted den næste morgen kl 6.
Det hele går fint den første dag, en del omkørsler ad lervej, en del huller i vejen og til sidst en skræklig blanding af alt. Men i Mocuba finder vi byens eneste pousada, booker os ind, kæmper lidt med en sur gammel hollænder om de sidste værelser, vi har børn argumentet lukkede den diskussion, og skynder os i seng for at køre mod Malawi den næste morgen kl. 5. Vi ser frem imod at komme til den vej som på kortet er beskrevet som delvist forbedret, hvilket normalt betyder at der er bygget en fin ny vej. Vi bliver lidt nervøse, da vi på vej ud af byen har svært ved at finde der hvor vi skal dreje. Lola, vores GPS er ikke i tvivl, men vi spørger et par stykker og finder ud af at det ganske rigtigt er den 2 m brede sand/mudder/ler vej vi skal ned ad.
Delvis forbedret vej i MOZ.
Ok det bliver nok snart bedre. Efter 200 km jord når vi til grænse byen, vejen har ikke forbedret sig, men vi er fremme ved grænsen. På turen har vi været igennem en del af de mærklige landsbyer som man ser over det hele i Mozambique. Stråtækte hytter bygget væg til væg med resterne af store stenhuse, nogle fra kolonitiden andre af nyere dato og ind i mellem en kirke midt ude i ingenting. Missionærerne har styr på det med at bygge monomenter hvor ellers intet andet en lerhytter er. Imponerende og mærkeligt.
I det vi er over grænsen ændres alt totalt, vejen er nylavet og på begge sidder er jorderne udnyttet til kæmpe te plantager. Vi havde forventet et af verdens fattigste lande men bliver overraskede af den umiddelbare velstand hvis man sammenligner med Mozambique.
Noget andet der slår os er at der ikke er en antydning af at man vil tiltuske sig lidt af vores synlige overflod, hvilket ind til nu har været helt almindeligt. Det skal dog siges at en politibetjent tilbyder os at tage sig af Stine, da to koner er for stort et job for mig. Hvilket han har helt ret i, men det viser sig umuligt at overbevise Stine om at stå af ved en vejspærring midt i Malawi. Vi flyver igennem Malawi, hvor præsident Bundi konstant fortæller os om alle de gode ting han gør på kæmpe plakater, eller rettere han bilder os ind at han er den der skal takkes for det andre har gjort i Malawi. En ting takker vi har for, de totalt fantastiske veje, som han ikke undlader at informere os om er et vigtigt skridt i arbejdet med at udvikle landet.
Vores eneste overnatning i Malawi bliver i Lilongwe på et bagpakker sted, hvor det går op for os at vi ikke længere er 20 og glade for fest ved siden af campingområdet. Både Stine og jeg var på grænsen til at kvæle en Australier fra en overlander. Vi besindede os.
En anden glæde eller sorg i Malawi er den allestedsnærværende Carlsberg pilsner, brygget under opsyn af dem der hjemme. Hvorfor hver andet hus skal være malet mørkegrønt med et fedt Carlsberg hen over, ved jeg nu ikke. Men det er vel en af glæderne ved liberal markedsøkonomi.
Resten af Malawi når vi på vej tilbage til Zimbabwe, denne gang gjaldt det om at komme hurtigst muligt til Dar. Men udsigten over søen fra toppen af bjergene var helt utrolig og vi skal senere forsøge at bruge længere tid i dette fantastiske land.
Efter endnu en grænse og det lidt hustler praksis kører vi igennem det vestlige Tanzania til Mbeya, på vejen kom vi over turens højeste punkt til dags dato 2300 m. Vi lander på et mærkeligt trucker sted i udkanten af byen, slår et sving forbi bordellet ved siden af hvor vi får os en omelet med pomfritter i, noget der skal vise sig af at være den mest almindelige spise langs vejene. En skøn nats søvn og så 800 km i streg for at nå frem til Svigermor, mormor, mor og veninde inden det bliver mørkt og i tid til at fejre Karl og Alfred. På denne deres 9 års fødselsdag bliver de jaget op kl. 5 og bruger de næste 12 timer på bagsædet uden at kny. Objektivt set kan jeg sige at det er nogle helt fantastiske drenge.
Vi når frem til Pernilles hus i Dar, hvor en glad Bodil står klar med dansk lagkage, dåsemakrel og hvidvin. En uforglemmelig fødselsdag.
Recent Comments